Lækre laktosefrie klatkager

klatkager_laktosefri

Hele min uge er bestået af arbejde og travlhed. Hvilket har desværre resulteret i at jeg slet ikke har haft overskud til at afprøve alle de ideer jeg har i mit hoved, som bare venter på at komme ud. MEN… som lovet så skal I da ikke snydes for min lækre opskrift på klatkager 🙂 De er dog lidt senere på bloggen end planlagt.

Klatkager er som regel altid det man får dagen efter man har fået risengrød… og risengrød er nok mere en julemad end sommer. Men da jeg elsker risengrød så ville jeg selvfølgelig ikke vente helt til jul. Min kæreste er rigtig god til at lave risengrød, så det er som regel ham der står med det. Han lavede den selvfølgelig laktosefri af hensyn til mig. Som altid, var der en del rest tilbage og jeg besluttede at forsøge mig med at lave klatkager for første gang. Jeg har aldrig rigtig fået det gjort alle de andre gange. Der er risengrøden bare endt i skraldespanden.

Opskriften jeg kreerede var lidt spontant og udfra hvad jeg lige gættede på der skulle i. Men resultatet var yderst velsmagende og der var lækre lune klatkager til da kæresten kom hjem fra arbejde. Min lillesøster var også på besøg og synes også de var gode. Kort sagt, ca. 15 minutter efter jeg havde tilberedt dem og stillet dem på bordet var de væk! 😀

Her er den så 🙂 Opskrifter giver ca. 20-25 stk. klatkager.

Ingredienser:
750 g risengrød
1/2 tsk. salt
6-7 spsk. sukker
1 tsk. vanillesukker
2 stk. æg
70 g hvedemel
Laktosefri smør eller margarine til stegning (jeg har brugt AMA’s plantemargarine, der er uden mælk)

Fremgangsmåde:
1. Bland salt, sukker og vanillesukker i den kolde risengrød. Sørg for at røre godt rundt med en ske (brug evt. en træske).

2. Derefter tilføjes æggene til blandingen og igen røres godt rundt.

3. Til sidst kommer man melet i og blander godt. Det skulle gerne have en cremet konsistens.

4. Tag en stor pande, stil den på komfuret på middelvarme og kom en smule fedtstof på.

5. Tag en ske og “form” klatkager på panden. De skal ikke være alt for tykke.

6. Steg dem ca. 5-7 minutter på hver side. Vend dem med en spatel. Man skal have lidt tålmodighed med klatkager, da det tager tid at indtil de er gennemstegt. Klatkagerne er færdige når de er gylden- til middelbrune.

Tip! Server dem med sukker og sirup sammen med friske blåbær, jordbær eller figen. Et alternativ til almindelig sirup er hjemmelavet hibiscus sirup. Man kan også servere klatkagerne med honning eller marmelade.

 

klatkager_fremgangsmaade

 

 

1 Comment
Previous Post
rugbroed_denlaktosefrieblog
Next Post
viet_ruller_denlaktosefrieblog